Chok/traume i fostertilværelsen, fødslen og lige efter fødslen

Lone er lige omkring de 50 år. Hun har de sidste 28 år lidt af en spiseforstyrrelse og har altid haft et følsomt nervesystem. Lone har megen fokus på mad. Hun medbringer altid sin egen mad med de udvalgte ting, som hun kan tåle og sidder helst for sig selv, når hun spiser. Lone har aldrig følt sig samlet i kroppen. Hun føler at hoved og krop er adskilte. Det er svært at holde jordforbindelsen. Lone har altid antennerne ude og mærker alle energier. Hun bliver ofte drænet af at være sammen med mennesker.

Min tanke er, at der må ligge et ukendt traume i Lones underbevidsthed. Hun har ikke selv en bevidsthed om, hvorfra traumet er opstået. Derfor tester jeg mig frem til årsagstidspunktet. Jeg fører Lone blidt tilbage til årsagstidspunktet, hvor hun er i stand til at se sig selv, som i en film, på traumetidspunktet.

Nedenfor beskriver Lone selv de 2 seancer hos mig, hvor vi har arbejdet med hendes tema. Første gang er årsagstidspunktet lige op til fødslen og selve fødslen, indtil hun kommer ud i verden.

Anden gang skal vi tilbage i fostertilværelsen til 2. måned, mere nøjagtigt 47 dage inde i fostertilværelsen.

Igen fører jeg blidt Lone tilbage til årsagstidspunktet, og igen er Lone i stand til at se, hvad der sker.

Det er på mange måder en meget rørende historie, som udspiller sig.

Jeg har fået lov til at offentliggøre de 2 seancer af Lone.

Der bliver til stadighed arbejdet videre med temaet, som er meget dybt. Nu har Lone taget basiskurserne i kinesiologi hos mig, hvilket er 5 weekender, i alt 80 timers undervisning, hvor man ikke blot lærer, hvordan man arbejder med kinesiologien, men hvor man gennem partnerarbejdet har mulighed for at gå ind i sine egne ubalancer, lære at forstå dem og få dem forløst.

Her kan I læse Lones oplevelse af de 2 seancer med hendes egne ord.

Første session:

Min oplevelse af min fødsel:

Jeg kommer til Jette for at opleve, hvordan en kinesiologi session kan forløbe, da jeg ville starte på grundkurset i kinesiologi. Jeg havde ingen forventninger.

Jette tester på mig, og det er min fødsel, der kommer frem.

Jeg mærker det meget stærkt i kroppen med det samme. Jeg fortryder. Jeg vil ikke fødes, men kan ikke gøre noget. Jeg føler mig utryg og skræmt over de ændringer, der pludselig sker omkring mig. Vandet, varmen og trygheden, der var omkring mig, forsvinder væk. Der er en ny pulseren, hjertebanken. Jeg føler en afmagt.

Jeg kommer ud i et skærende, koldt rum. Lyset er skarpt, og der er hænder og mennesker og blandede energier. Det er for tæt på mig, grænseoverskridende. Jeg føler mig ikke tryg. Nogle af menneskene /energierne er jeg ikke tryg ved. De virker hårde. Hele mit nerve- sansesystem er i alarmberedskab, og det jeg mærker stærkt, er følelsen af magtesløshed.

Da jeg er færdig med at se, hvordan jeg oplevede min fødsel, beder Jette mig om at visualisere, hvordan det optimalt kunne have været for mig/hvordan jeg kunne have ønsket, det skulle være.

Jeg er i maven, det er mig, der bestemmer farten. Så når jeg er klar, trækker jeg som i en gammeldags toiletsnor, og vandet forsvinder ud omkring mig. Jeg glider ud som i en vandrutchebane. Det virker legende, sjovt. Jeg kommer ud i et varmt rum, hvor mennesker med kærlige vibrationer og intentioner står omkring mig. De modtager mig med en blid nynnen, der er beroligende. Jeg bliver først taget op og rørt ved, når jeg er klar. Og det er med blidhed og ømhed, jeg bliver rørt. Jeg kommer op på min mors mave. Det er trygt og godt. Det hele sker på mine præmisser. Jeg har kontrol og bestemmer handlingens forløb.

 

Anden session

Oplevelse i fostertilværelsen  

Sessionen drejede sig om den kroniske stress, der ligger i mig. Den der gør/gjorde, at vandet ikke kommer ind i mine celler, og jeg derfor binder væske hovedsagelig i ansigtet, kinderne.  små knopper var også pludselig opstået et par dage forinden i mit ansigt, som jeg aldrig har haft før.

Vi gik tilbage til fosterstadiet. Jette nævnte måneder og jeg mærkede en ked-af-det-hed omkring 2. måned. Jeg fortalte, at jeg i andre sessioner uafhængigt af hinanden har fået at vide, at der var to fostre til at starte med, og den ene skulle slippe og ikke inkarneres, men jeg skulle. (min mor blødte også på et tidspunkt i starten af graviditeten). Jette testede frem til 47. dag. Jeg mærkede også en vrede mod Universet over min form for afmagt over at blive forladt, noget blev taget fra mig. Jeg mærkede, jeg lukkede af i en form for mørke. Jeg oplevede, at der var mere i det tema, men at jeg blokerede for at gå dybere ind i det. Min hjerne havde travlt med at tænke på, hvordan jeg skulle få mere protein ind i min kost, som vi også havde testet på, og det spejlede fint, et andet tema der kom op, nemlig at jeg har adskilt krop og hoved. jeg tænker i stedet for at føle. Jeg flygtede nu igen op i hovedet. Måske også derfor, jeg nemt binder vand i ansigtet. Der er ikke balance i krop og hoved?

Det mørke, ”Jeg lukker ned”, kan jeg også genkende i mit daglige liv. Selvom jeg ønsker en ren kontakt til Universet, så er der en del af mig, der blokerer. Jeg mærker den igen, som jeg skriver nu, også en angst for Universet og den magt det har. Det afspejler måske også et andet tema i mit liv, at jeg søger svar hos andre, men vil ikke have, at andre skal bestemme over mig. At jeg kan blive bange for det Offentlige, den magt og autoritet, det har!

Når man går i gang med at arbejde med sig selv og prøver at få svar på ens ubalancer, er det ligesom at skrælle et løg. Lone har gennem sessionerne fået nogle vigtige indsigter, som giver hende en forståelse af, hvor hendes angst og sygdom kommer fra.

Kroppen husker alt. Når man arbejder med traumer i fortiden, giver det også mulighed for at behandle og forandre traumer, mens kroppen er i tilstanden.

Kroppens celler har hukommelse, og det gør samtale gennem kroppen mulig. Cellerne har en total hukommelse om, hvad der er sket, endda tilbage i generationer. Ved hjælp af muskeltesten kan man ’tale’ med cellerne uden om hjernen og talesproget. Man kan således få at vide, hvilken belastning det er, kroppen ikke selv magter at komme sig over. Når man får denne indsigt, kan man afbalancere det, så ladningen af traumet bliver taget ud af kroppen, og man oplever en forløsning, som kan være både på det fysiske, mentale, psykiske, spirituelle og biokemiske plan.

Det er en stor forløsning, når man slipper følelsesmæssige ubalancer som angst og frygt, som kan have et stort og ubarmhjertigt greb om ens liv. Når følelserne slipper, opleves også at fysiske smerter slipper.